EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende

Offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende

 

RESUMÉ AF:

Rådets forordning (EU) nr. 216/2013 om elektronisk offentliggørelse af Den Europæiske Unions Tidende

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

Den har til formål at sikre, at Den Europæiske Unions Tidende (EUT) offentliggøres i elektronisk form, som vil være autentisk og juridisk bindende med henblik på at give bedre adgang til EU-retten.

HOVEDPUNKTER

  • Siden juli 2013 har den elektroniske udgave af EU-Tidende været tilgængelig for offentligheden uden beregning i et ikke-forældet format og i ubegrænset tid på EUR-Lex-websiden.
  • Den Europæiske Unions Publikationskontor har ansvaret for at offentliggøre den elektroniske udgave af EU-Tidende og sikre dens ægthed. Publikationskontoret skal ligeledes forvalte det informationssystem, der fremstiller den elektroniske udgave af EU-Tidende og opgradere systemet i overensstemmelse med den fremtidige tekniske udvikling.
  • Når det ikke er muligt at offentliggøre den elektroniske udgave af EU-Tidende på grund af en uforudset og ekstraordinær afbrydelse af Publikationskontorets informationssystem, skal informationssystemet genetableres hurtigst muligt.
  • Når det er nødvendigt at offentliggøre EU-Tidende, og Publikationskontorets informationssystem ikke fungerer som følge af en afbrydelse, er det kun den trykte udgave af EU-Tidende, der er autentisk, og som er juridisk bindende.
  • Efter ændringsforordning (EU) 2018/2056 skal den elektroniske udgave af EU-Tidende være forsynet med en kvalificeret elektronisk signatur eller et avanceret elektronisk segl i henhold til forordning (EU) nr. 910/2014. Kvalificerede certifikater for elektronisk signatur eller elektronisk segl skal offentliggøres på EUR-Lex-websiden, så offentligheden kan kontrollere ægtheden af den elektroniske udgave af EU-Tidende.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 1. juli 2013.

BAGGRUND

I 2007 fastslog Den Europæiske Unions Domstol i sin dom, at EU-retsakter ikke kan gøres gældende over for borgerne, hvis retsakterne ikke er blevet forskriftsmæssigt offentliggjort i EU-Tidende, og at tilrådighedsstillelse af sådanne retsakter online ikke udgør en behørig offentliggørelse i EUT, da der ikke i EU-retten findes bestemmelser herom.

Denne bestemmelse blev vedtaget for at tillade offentliggørelse af EU-Tidende i elektronisk form som behørig offentliggørelse, hvilket gør adgangen til EU-retten hurtigere og billigere.

HOVEDDOKUMENT

Rådets forordning (EU) nr. 216/2013 af 7. marts 2013 om elektronisk offentliggørelse af Den Europæiske Unions Tidende (EUT L 69 af 13.3.2013, s. 1-3).

Efterfølgende ændringer til forordning (EU) nr. 216/2013 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets, Rådets, Kommissionens, Domstolens, Revisionsrettens, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs og Regionsudvalgets afgørelse 2009/496/EF, Euratom af 26. juni 2009 om organisationen og driften af Den Europæiske Unions Publikationskontor (EUT L 168 af 30.6.2009, s. 41-47).

Se konsolideret udgave.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 73-114).

seneste ajourføring 13.03.2019

Top